Procedure for Insulin

Fremgangsmåde

For øvrig behandling med antidiabetika henvises til separat procedure for antidiabetika. 

For overordnet arbejdsgang i forhold til ordination, FMK og opbevaring henvises til Ringsted Kommunes Procedure for medicinhåndtering samt tjekliste til kontrol i forhold til korrekt opbevaring og generel håndtering i henhold til medicineringsprocessen.

Det er behandlingsansvarlige læges ordination, der til hver en tid skal følges i forhold til behandling med antidiabetika herunder ændringer og opdateringer i pleje og behandlingsregimet. Hvis denne ikke er til rådighed, og der undtagelsesvis ikke foreligger en tydelig behandlingsplan, må praktiserende læge eller vagtlæge kontaktes. 

 

Den sundhedsfaglige udredning:

Medarbejderne skal til hver en tid vurdere den enkelte borgeres sundhedsfaglige tilstand i henhold til de 12 sundhedsfaglige kriterier. Det vil sige, at er borgeren i behandling med insulin, skal der til hver en tid foreligge en sundhedsfaglig vurdering af, hvorvidt dette kan have indflydelse på borgers øvrige sundhedsfaglige tilstand. Dette er på baggrund af en generelt helhedsorienteret sundhedsfaglig tilgang men også med en skærpet forebyggende og sundhedsfremmende tilgang til den enkelte borger med fokus på senkomplikationer relateret til diabetes. 

Her henvises til Ringsted Kommunes Procedure for Sundhedsfaglig Dokumentation samt arbejdsgange for sundhedsfaglig dokumentation.

 

Ordination og opbevaring af insulin:

  • Administration af medicin skal ske på baggrund af identifikation af patienten, enten ved navn og personnummer eller fødselsdato og – år.
  • I helt særlige tilfælde kan identifikation ske ved sikker genkendelse.
  • Den ordinerede insulin skal forefindes i patientens medicinbeholdning.
  • Insulinen skal opbevares forsvarligt og utilgængeligt for uvedkommende.
  • Ikke anbrudt insulin opbevares i køleskab (væk fra køleelementet, da insulinet ikke tåler frost). Holdbarhed står på pakken.
  • Anbrudt insulin skal opbevares ved stuetemperatur, dog ikke nær radiator eller i direkte sollys. Insulin er holdbart 4-6 uger efter anbrud – se indlægsseddel til de enkelte typer. 
  • Insulin tåler ikke sollys, stærk varme, rystelser, frost.
  • Insulinet skal kasseres hvis det er misfarvet, ikke virker ensfarvet, klumper eller er grynet.
  • Hver enkelt borgers insulin skal opbevares adskilt fra andre borgeres medicin.
  • Aktuel anvendt insulin skal opbevares adskilt fra insulin, der aktuelt ikke anvendes.
  • Insulin skal mærkes med borgers navn og anbrudsdato.
  • Insulinordinationen i den lokale medicinliste skal være i overensstemmelse med FMK.
  • Insulinets aktuelle handelsnavn, dispenseringsform og styrke skal fremgå af medicinlisten.

 

Insulin-typer:

Ekstra-hurtigtvirkende insulin:

Ekstra-hurtigtvirkende insulin injiceres umiddelbart før måltidet og virker efter ca. 15 minutter med en maksimal virkning efter 1-3 timer, hvorefter virkningen ophører efter 3-5 timer.

Hurtigtvirkende insulin

Hurtigtvirkende insulin injiceres ca. 30 minutter før måltidet, og har maksimal effekt inden for 1- 3 timer og har en virkningstid på 6-8 timer.

Intermediærtvirkende insulin

Har en virkningstid på 24 timer med maksimum effekt efter 4 til 12 timer.

Blandingsinsulin

Består af ekstra-hurtigtvirkende eller hurtigtvirkende insulin i forskellige koncentrationer.

Langsomt virkende insulin

Langsomt virkende insulin har en længerevarende effekt med en mere jævn og flad profil. Virkningen indsætter 60 minutter efter injektionen og virker op til 24 timer. 

Injektionssteder:

insulininjektion skal planlægges omhyggeligt i forhold til mad, motion og insulintype. Det er ligeledes god praksis at overveje at foretage systematisk rotation mellem injektioner inden for samme anatomiske region, da det med en vis sandsynlighed kan nedbringe risikoen for lipodystrofi og dermed sikre tilsigtet absorption af insulin.  

 

  • Overvej at injicere humant insulin (hurtigtvirkende og blandingsinsulin) i abdomen, da absorptionen er hurtigst her.
  • Hurtigtvirkende analoger kan derimod injiceres i alle de anbefalede injektionsregioner, da absorptionshastigheden for disse insuliner har vist sig ikke at være specifik for bestemte anatomiske regioner.
  • Ligeledes kan langtidsvirkende analoger også injiceres i hvilken som helst af injektionsregionerne.
  • Hvis der er risiko for natlig hypoglykæmi og insulinen gives om aftenen, bør det overvejes, at human insulin (langtidsvirkende) og blandingsinsulin injiceres i ballen eller i femur, hvor optagelsen foregår langsommere. Intramuskulær injektion bør her omhyggeligt undgås, da det kan føre til alvorlig hypoglykæmi. 

 

Administration af insulin:

 

  • Hænderne vaskes før forberedelserne til injektionen startes.
  • Pennen bruges kun til én og samme borger (påsat CPR)
  • Det kontrolleres, at det er den rigtige insulintype til det rigtige tidspunkt.
  • Insulinet bør have stuetemperatur.
  • Ved intermediærtvirkende eller blandingsinsulin med intermediærtvirkende insulin vendes pennen mindst 10 gange frem og 10 gange tilbage, indtil insulinet er ensartet mælkehvidt.
  • Almindeligvis gives blandingsinsulin i maven om morgenen og i låret om aftenen.
  • Stikkeskema kontrolleres for korrekt placering af injektion.
  • Det undersøges, at injektionsstedet er uden sår, tegn på infektioner, blå mærker og ophobninger af fedtvæv. Vær sikker på, at det nye injektionssted vælges mindst tre cm fra sidste injektionssted.
  • Anvend en 4 mm kanyle til at injicere insulin subkutant hos voksne patienter med diabetes.
  • 4 mm kanyle med injektionsvinkel på 90° anbefales til alle voksne uanset alder, køn, etnicitet eller BMI. 
  • En 4 mm kanyle er tilstrækkelig lang til at trænge gennem huden og nå subkutant væv med minimal risiko for intramuskulær injektion. 
  • Selvom 4 mm er den foretrukne kanylelængde også for overvægtige patienter, kan en 5 mm kanyle også være acceptabel. 
  • 4 mm kanylen skal injiceres vinkelret på huden (90° i forhold til hudoverfladen). 
  • Det er desuden god praksis at overveje at voksne med begrænset subkutant fedtlag anvender 4 mm kanyle og injicerer vinkelret (90° i forhold til hudoverfladen) på huden i en korrekt løftet hudfold.
  • Det anbefales at sundhedspersoner foretager huddesinfektion forud for injektion af insulin, når det foregår på hospitaler, i borgerens eget hjem, på bosteder eller plejehjem.
  • Hvis personen med diabetes selv injicerer insulin i eget hjem, er anbefalingen, at det ikke er god praksis rutinemæssigt at desinficere før injektion.
  • Inden kanylen injiceres subkutant. Hvis kanylen er placeret korrekt, kan nålespidsen bevæges frit fra side til side i underhuden.
  • Injicer insulinet, mens der tælles til mindst 10 svarende til 10 sekunder, inden kanylen trækkes helt ud.
  • Hvis der ikke er fuld dosis i pen, er arbejdsgangen som følger: 
  • - Ved klar insulin kan der anvendes to penne til én dosis, hvis den igangværende insulinpen ikke indeholder det nødvendige antal enheder. 
  • - Ved uklar insulin, f.eks. NovoMix, skal der altid være mindst 12 enheder insulin tilbage i pennen. Hvis der er mindre end 12 enheder tilbage, anvendes en ny FlexPen.
  • Tag kanylen af og placer den i en kanyleboks (enten ved at skrue den af direkte i kanyleboksen eller skru kanylen af ved at holde på kanylen nedefra, så stikuheld undgås - af samme grund sættes beskyttelseshætten aldrig på igen).
  • Stikkeskema udfyldes.

 

Opdeling af insulin-dosis:

 

Overvej at opdele større doser insulin i flere injektioner hos voksne patienter med diabetes for at reducere volumen af insulin pr. injektion. Det ser ud til at deling af større doser af insulin kan reducere smerter ved injektion af insulin hos voksne personer med diabetes. Der kan ikke angives dosisstørrelse i forhold til hvornår dosis skal deles

 

For injektionsteknikker henvises yderligere til VAR.

 

Bortskaffelse af insulinkanyler og insulinpenne

Brugte kanyler kasseres i kanyleboks af hård plast.

Formålet med denne procedure er at:

  • Overordnet sikre korrekt håndtering og sundhedsfaglig dokumentation af insulin
  • Beskrive proceduren for hvornår og i hvilke situationer personalet skal kontakte den behandlingsansvarlige læge/anden læge når behandlingsansvarlig ikke er tilgængelig
  • Sikre at der foreligger en klar behandlingsplan for borgerens behandling med insulin herunder blodsukkerværdier og referenceværdier
  • Sikre korrekt håndtering af insulin og derved forebygge fejl i dispenseringen og administreringen af insulin herunder korrekt blodsukkermåling og observation af borgerens almene tilstand.
  • Sikre at alle involverede sundhedspersoner har de rette kompetencer i forhold til korrekt håndtering af insulin
  • Sikre at alle borgerens diabetes-relaterede problemstillinger er identificeret ved løbende screening med de 12 sundhedsfaglige kriterier – og at der på baggrund af dette er en opdateret plan for pleje og behandling herunder borgers insulinbehandling.
  • Sikre korrekte og patientsikre arbejdsgange i FMK i forbindelse med ordination af insulin.

Sikre at borgeren har ordineret insulin til rådighed, og at denne opbevares og håndteres korrekt i henhold til korrekt medicinhåndtering.'

Borgergruppe:

Alle borgere i Ringsted Kommunes Hjemmepleje der er i behandling med insulin og som modtager ydelser til hjælp til dette

Ledelsen:

Ledelsen har ansvar for at sikre at:

 

  • Der foreligger en opdateret procedure i at varetage behandling med insulin
  • Medarbejderne har de rette kompetencer til at håndtere insulin i henhold til hele medicineringsprocessen.
  • Proceduren er tilgængelig for relevante medarbejdere, og at de kender samt følger denne.

     

Medarbejderen:

Medarbejderne har ansvar for at: 

  • Kende og følge proceduren for insulin
  • samarbejde med den behandlingsansvarlige læge om patientens insulinbehandling samt følge ordinationer vedrørende blodsukkermåling og referenceværdier for dispensering af insulin
  • Vide hvornår behandlingsansvarlige læge skal kontaktes
  • sikre at insulinordinationen i den lokale medicinliste er i overensstemmelse med FMK.
  • Have kendskab til risikosituationer forbundet med håndtering af insulin
  • Sige fra hvis de ikke føler, de har de rette kompetencer til at varetage insulin eller er i tvivl om ordination og behandling

 

Behandlingen med antidiabetika varetages jfr. kompetence og delegeringsskemaet.

 

Dokumentation og kvalitetsovervågning:

Ringsted Kommunes Kvalitetssygeplejerske er ansvarlig for at gennemføre regelmæssig audit med henblik på at sikre korrekt håndtering og dokumentation af behandling antidiabetika samt håndtere UTH i forbindelse med håndteringen af insulin.

Insulin: Medicin til subkutane injektioner, som kan sænke/stabilisere blodsukkeret. Det primære mål i behandlingen er at holde blodsukkeret så tæt på normalværdier som muligt. På den måde har borgeren de bedste forudsætninger for undgå at udvikle diabetiske senkomplikationer.

Vejledning om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed): https://www.retsinformation.dk/eli/mt/2009/115

Vejledning om udfærdigelse af instrukser: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2000/9001

Bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2023/122#P17

Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.): https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/1225

Vejledning om sygeplejefaglig journalføring: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2021/9521

Vejledning om ordination og håndtering af lægemidler: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2015/9079

STOP - TÆNK - TJEK (stps.dk) Antidiabetika

Korrekt håndtering af medicin: https://stps.dk/da/udgivelser/2019/korrekt-medicinhaandtering/~/media/52746D26182D4455A46EEF96F760F8D7

Kompetence- og delegeringsskemaet samt Ringsted Kommunes Procedure for delegation og Kompetencefordeling

Ringsted Kommunes Instruks for medicinhåndtering 

Ringsted Kommunes procedure for antidiabetika

Ringsted Kommunes Procedurer for Sundhedsfaglig Dokumentation

Tjekliste for insulin – Ringsted Kommune.

Dokumenttype: Procedurer
Gældende for: Hjemmeplejen
Faglig målgruppe: Alle faglige målgrupper
Udarbejdet af: Kvalitetssygeplejerske Rie Rebecka Hedenborg
Godkendt af: Kvalitetssygeplejerske Rie Rebecka Hedenborg
Faglig ansvarlig: Kvalitetssygeplejerske Rie Rebecka Hedenborg
Godkendt: 2025-06-02 00:00:00
Gældende: 2025-03-01 00:00:00
Revisionsansvarlig: Kvalitetssygeplejerske Rie Rebecka Hedenborg
Revision: 2027-10-01 00:00:00
Version: 2
Lovgrundlag:
Standarder:
Søgeord: INSULIN