Tværfaglig arbejdsgang for indsats til borgere med dysfagi

Fremgangsmåde

Plejepersonalet/personale omkring borger:
Hvis personalet observerer, at borger har tegn på dysfagi iværksættes følgende:
 

  • Tag kontakt til den lokale nøglepersonen for at få faglig sparring om ”her og nu hjælp”.
  • Tilpas den mad/drikke der tilbydes borger, så denne kan indtages sikkert.
    • Kontakt evt. borgers madleverandør (via opgave i Nexus) og bestil dysfagikost (blød/gratin/cremet).
    • Anvend evt. fortykningsmiddel i tynde væsker, hvis borger hoster i forbindelse med indtag af disse.
  • Kontakt Sundhed & Træning mhp. en ergoterapeutisk vurdering.
  • Hvis borger ikke selv kan redegøre relevant for sine spise/synke problemer, skal personalet være til stede, når ergoterapeuten foretager dysfagi vurderingen, for at sikre kvalitet i undersøgelse og overlevering.
     

Rehabiliteringsterapeuten:

  • Ved opstartssamtale skal rehabiliteringsterapeuten være opmærksom på, om der ud fra anamnesen eller observation under samtalen kunne være tegn på dysfagi.
  • Undersøgelsesredskaber EAT-10 eller EVS kan bruges som støtteredskaber.
  • Rehabiliteringsterapeuten skal ved deltagelsen på Borgermøder have fokus på, om de borgere, der tages op på møderne, udviser tegn på, eller på anden måde giver mistanke om, at der bør udredes for dysfagi.
  • Vejleder personalet, borger eller pårørende i ”Her og nu hjælp” (dvs. udgangsstillinger, konsistenser og mundhygiejne) samt arbejdsgangen for dysfagi (Se bilag 1).
  • Vejleder plejepersonalet i at dokumentere deres observationer og sende opgave i Nexus til Sundhed & Træning, hvis der er behov for en ergoterapeutisk vurdering.

 

Ergoterapeuten:

  • Foretager dysfagivurdering i borgers hjem/bolig:
    • Borger spørges ind til egen oplevelse af sit synkeproblem. Pårørende/plejepersonale spørges om (supplerende) oplysninger i det omfang, det er nødvendigt for at kunne udarbejde en fyldestgørende vurdering.
    • Borger observeres, mens han/hun spiser og drikker de konsistenser der, på undersøgelsestidspunktet, indtages i dagligdagen.
    • Undersøgelsen foretages gerne i relevante omgivelser, dvs. under morgenmad/frokost.
    • Ligeledes testes gerne, hvordan det går, når borger skal indtage sin medicin.
  • Der laves ifm. vurderingsbesøget en foreløbig konklusion sammen med borger og plejepersonale på, hvad borger sikkert kan indtage af konsistenser, hensigtsmæssig(e) siddestilling(er) og hvilket behov borger har for støtte under måltidet fx hjælpemidler. Dette vurderet ud fra, hvad der praktisk er muligt ift. borgers kognitive og fysiske ressourcer og begrænsninger.
  • Der udarbejdes vurderingsnotat i Nexus journalen
  • Ved vurderet træningsbehov sender ergoterapeuten en opgave til visitationen om anmodning om et ergoterapeutisk træningsforløb efter SEL §86.1.
  • Pårørende inddrages, når det er relevant, ved fx at høre deres erfaringer, evt. deltagelse under vurderingen og videregivelse af konklusion og vejledning i, hvordan de bedst kan støtte deres pårørende med dysfagi.
  • Fortykningsmiddel som hjælpemiddel: Hvis ergoterapeuten vurderer, at borger har et varigt behov for fortykningsmiddel, er det ergoterapeuten der ansøger om dette på vegne af borger.
  • Borger bookes som udgangspunkt til opfølgning efter ca. 14 dage. Dette fx i form af telefonsamtale med personalet og/eller besøg hos borger.

Formål:

Denne tværfaglige arbejdsgangsbeskrivelse er målrettet personale i Ringsted kommune, der arbejder med borgere
som er, eller kan være, i risiko for at udvikle dysfagi, også kaldet synkebesvær.

 


Borgergruppe/ Borgerforløb/ Anden målgruppe:

Personale ansat på plejecentre, dagtilbud, hjemmepleje (kommunal og privat udbyder), Midlertidige Pladser, Voksen
og Handicapområdet, Sundhed og Træning.

Ansvar og kompetencekrav:

Hver afdeling anbefales at have en eller flere nøglepersoner med særlig viden om dysfagi. Disse nøglepersoner tilbydes kontinuerligt opkvalificering og sparring fra ergoterapeuter i Sundhed & Træning.


Sundhedsfagligt/Sygeplejefagligt/pædagogisk personale har ansvar for:
 

  • At rette henvendelse til Sundhed & Træning når de har mistanke om, at en borger har dysfagi.
  • At igangsætte den relevante kompenserende støtte og hjælp til borger, (evt. efter vejledning fra lokal nøgleperson), indtil ergoterapeuten kan komme og udarbejde sin vurdering/vejledning.
     

Nøglepersoner i hjemmepleje, plejecentre samt bo- og dagtilbud har ansvar for:

  • At yde sparring og vejledning til sine kollegaer i arbejdsgangen for borger med dysfagi (Bilag 1).
  • At yde sparring og vejledning til sine kollegaer i ”Her & nu hjælp” (dvs. udgangsstillinger, konsistenser og mundhygiejne).
  • At være den kontaktperson i afdelingen, som ergoterapeuten kan henvende sig til ved behov for særlig indsats.
     

Rehabiliteringsterapeuten har ansvar for:
 

  • At yde sparring og vejledning til sine kollegaer i hjemmeplejen i arbejdsgangen for borger med dysfagi (Bilag 1)
  • At vejlede personale og borger mundtligt i ”Her & nu hjælp” (dvs. udgangsstillinger, konsistenser og mundhygiejne).
  • At igangsætte den relevante kompenserende støtte og hjælp til borger, indtil ergoterapeuten kan komme og udarbejde sin vurdering/vejledning.
     

Rehabiliteringsterapeuterne har derudover en funktion/rolle, som nøglepersoner i hjemmeplejen i det team, de er
tilknyttet og tilbydes derfor kontinuerlig opkvalificering fra ergoterapeuter i Sundhed & Træning.
 

Ergoterapeuter i Sundhed og Træning har ansvar for:

  • At foretage dysfagi udredning og træning. (Ergoterapeuten kan komme ud til borger op til 3 gange uden
    visitation)
  • At formidle resultater og relevante indsatser/handlinger til borger, pårørende og relevant personale.

 


Samarbejde og dokumentation i Nexus

Social og sundhedshjælper, social og sundhedsassistent, sygeplejerske, pædagog og andet personalet:
 

  • Beskriver problemstillingen, der er observeret under måltidet, samt den iværksatte indsats i et eller flere observationsnotater på en relevant tilstand i Nexus.
  • Kontakter Sundhed & Træning mhp. en ergoterapeutisk vurdering: Opret en opgave på relevant observationsnotat. Benyt titel ”internt samarbejde” og send til organisationen ”Træning Administration”.
  • Hvis borger ikke selv kan redegøre relevant for sine spise/synke problemer, skal fast personale planlægge at være til stede, når ergoterapeuten foretager dysfagi vurderingen for at sikre kvalitet i undersøgelse og overlevering. Dette beskrives også i opgaven.
  • Giver borger besked om, hvorfor og hvornår ergoterapeuten kommer og foretager sin vurdering.
  • Efter vurderingen er modtaget fra ergoterapeuten, er det personalets ansvar at implementere de anbefalede tiltag i borgers hverdag.
  • Det er personalets ansvar at opdatere tilstande, handlingsanvisninger og daglige rytmer og vaner eller døgnrytmeplan når det er relevant.
     

Koordinatorer i Træningsteamet:

  • Modtager opgave fra samarbejdspartnere med ønske om udredning for dysfagi.
  • Opretter indsatsen ”Dysfagi – Vurdering og vejledning”
  • Booker vurderingstid, fortrinsvist hos fagansvarlig ergoterapeut (eller der gives pr. mail besked om henvendelse, hvorefter ergoterapeuten selv tager kontakt til borger og aftaler tid).
  • Tiden placeres om muligt i forbindelse med, at borger skal spise morgenmad eller frokost.
  • Kontakter relevant personale og/eller borger vedr. tid til vurdering. Personalet får oftest besked om at informere borger/pårørende om tid og sted. I så fald sendes der ikke brev med tiden til borger.
  • Det tilstræbes at koordinere opstarten med plejepersonalet, således at der er ”kendt” personale til stede, når ergoterapeut udfører sin vurdering.
     

Ergoterapeut:

  • Forbereder besøg ved at læse relevante observationer i omsorgsjournalen og/eller kontakter personalet for yderligere oplysninger.
  • Dokumenterer undersøgelsesresultater samt konklusion, mål og plan i skema ”Start vurdering Øvrige” og sender opgave til personalet med kopi af notatet.
  • Udleverer relevante pjecer om dysfagi, ernæring, hjælpemidler mv.
  • Til borger, der bor i eget hjem, udarbejdes der evt. en spiseinformation/vejledning på papir – som hænges op et synligt sted – dog kun ved accept fra borger.
  • I forbindelse med følgende besøg dokumenteres i ”træningsnotat” – og der sendes opgave til relevant personale med kopi af notatet.
  • Træningsnotaterne kobles på en tilstand (på tilstandsoverblikket) når det er relevant, da dette gør det mere tilgængeligt for frontpersonalet / på PDA.

OBS: Dokumenterne EAT 10, MEOF-II, FOTT- SAS og undersøgelse af mund og svælg er arbejdspapirer og skal derfor ikke scannes ind.

 

Dysfagi kan opdeles i øvre og nedre dysfagi. Øvre dysfagi er også kendt som fejlsynkning af mad og drikke. Øvre dysfagi er problemer med at tygge, bearbejde og synke mad og drikke. Nedre dysfagi er problemer med at føre maden over i spiserøret samt problemer med at føre maden videre til mave/tarm. I forbindelse med dysfagi er der stor risiko for at mad og drikke kommer i luftrøret og dette kan føre til lungebetændelse, unødig svækkelse og i værste fald død.
 

Dysfagi kan eksempelvis vise sig ved, at borger har vanskeligt ved at føre maden til munden, at tygge maden, at sluge piller. Der ses også at borger hoster under måltider, at borgeren fravælger mad/måltider, er småtspisende eller der opleves uønsket vægttab, gentagne lungebetændelser eller manglende appetit.
 

Hvem og hvor mange af vores borgere har dysfagi?
Det har op til: 75% af plejehjemsbeboere, 87 % af apopleksipatienter, 80 % af Parkinsons og Alzheimers patienter, 50% af de akutte geriatriske patienter og 34 % af de patienter der indlægges med pneumoni.

Dokumenttype: Arbejdsgange
Gældende for: Myndighed, Socialpsykiatrien, Hjemmeplejen, KLC Plejecenter, Ortved Plejecenter, Solbakken Plejecenter, Voksen Handikap, Sundhed & Træning
Faglig målgruppe:
Udarbejdet af: Redaktørgruppe For Kips
Godkendt af: Redaktørgruppe For Kips
Faglig ansvarlig: Redaktørgruppe For Kips
Godkendt: 2023-11-02 00:00:00
Gældende: 2023-10-02 00:00:00
Revisionsansvarlig: Redaktørgruppe For Kips
Revision: 2025-10-01 00:00:00
Version: 2
Lovgrundlag:
Standarder:
Søgeord: DYSFAGI, ARBEJDSGANG